Tvangsoverspisning (BED)
Bliv klogere på tvangsoverspisning (BED) og behandling heraf
Hvad er tvangsoverspisning (BED)?
Tvangsoverspisning (også kaldet BED) er en spiseforstyrrelse oversat fra engelsk “Binge eating disorder” kendetegnet ved hyppige overspisningsepisoder uden efterfølgende kompenserede adfærd, som der ellers ses ved spiseforstyrrelsen bulimi. I følge diagnosekriterierne mindst en gang om ugen over en periode på 3 måneder (ICD 11). I stedet følger der ofte skyld, skam og negative tanker om sig selv efter en overspisning.
Overspisningerne er blandt andet kendetegnet ved en følelse af kontroltab heraf navnet tvangsoverspisning. Derudover er de kendetegnet ved at det ofte er en bestemt type af mad, som indtages over en meget kort periode, og mængden af mad overskrider almindelige mæthedssignaler, og er derfor forbundet med en ekstrem følelse af overmæthed. Da der ikke er kompenserende adfærd efter overspisningerne er tvangsoverspisning (BED) ofte forbundet med svær overvægt, som kan have yderligere negative konsekvenser for livskvaliteten.
Af samme årsag er tvangsoverspisning (BED) også ofte forbundet med utallige mislykkedes forsøg på at tabe sig, gå på kure, undertrykke sult osv., hvilket blot fører til mere skyld og skam og ofte forværrer overspisningerne, da mange veksler mellem under- og overspisning i forsøget på at styre sig selv.
Det er en forholdsvis ny diagnose i Danmark, men har eksisteret i flere år i ICD 10 som en underdiagnose. Den nyeste version af diagnosekriterierne (ICD 11) har nu gjort det til en selvstændig diagnose og i den forbindelse er den også blevet anerkendt herhjemme, hvilket betyder at behandling af tvangsoverspisning (BED) er ved at blive implementeret som en del af det danske sundhedsvæsen.
Hvor mange lider af tvangsoverspising (BED)?
Det anslås ud fra undersøgelser i andre lande i forekomsten af tvangsoverspisning (BED) at omkring 50.000 danskere lider af sygdommen.
Det er dog kun et anslået tal, da der ikke findes officielle tal for forekomsten i Danmark, fordi det ikke har været en anerkendt diagnose, og det derfor ikke har været muligt, at få diagnosen hos læge eller sundhedsvæsen.
Det anslået tal gør tvangsoverspisning (BED) til den hyppigst forekommende spiseforstyrrelse.
Hvorfor udvikler man tvangsoverspisning (BED)?
Som med alle andre typer af spiseforstyrrelser er ætiologien for tvangsoverspisning (BED) ikke 100 % kendt, men beskrives som multifaktuel dvs. at der kan være mange forskellige årsager til at den enkelte har udviklet BED. Også her finder man forskellige disponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer.
Fælles for alle de klienter jeg har mødt med BED / tvangsoverspisning er, at de før debutten af spiseforstyrrelsen har haft det skidt psykisk dels pga ydre faktorer som dårligt arbejdsmiljø, mobning, familieproblemer og dels pga indre faktorer som ofte indbefatter overoptagethed af negative tanker om sig selv, der fører til lavt selvværd, skyld, skam, angst, depressionslignende tilstande etc.
Midt i det mentale kaos og mistrivslen har de fundet ud af at overspisning kan bruges som en dulmestrategi for alt det som er svært at være med – ofte ubevidst.
I starten føltes det måske rart at dulme de svære tanker, følelser og omstændigheder med mad, men over tid udvikler det sig til at blive et problem i sig selv, der både fastholder og skaber flere negative tanker der fører til mere skyld, skam, selvhad og dårligt selvværd.
Min erfaring er, at når dette bevidstgøres med mine klienter, og de får øje på både funktion og konsekvens af at bruge mad som dulmestrategi og vi sammen finder nye og bedre mestringsstrategier, så slipper behovet for overspisningerne stille og roligt, selvværdet stiger, selvhad falder, og vi kan begynde at arbejde med rarere spisevaner, som hjælper klienterne ud af BED / tvangsoverspisning og i stedet tættere på det liv de selv drømmer om.
Behandlingsmuligheder for tvangsoverspisning (BED)
Der findes få behandlingsmuligheder offentligt i Danmark til behandling af tvangsoverspisning / BED blandt andet fordi diagnosen er så ny.
Det betyder at der langt fra er betalt behandling til alle i Danmark, som det ser ud nu. Mange organisationer som fx Psykiatrifonden og “Foreningen spiseforstyrrelse og selvskade” kæmper for mere behandling og tilbyder også en smule gratis nu til de få.
Det er dog muligt at få privat hjælp blandt andet hos mig, hvor vi vil arbejde med spiseforstyrrelsen som beskrevet ovenfor.
Er det noget du er interesseret i at læse mere om kan du klikke her
ICD 11 om tvangsoverspisning
Tvangsoverspisning er karakteriseret ved hyppige, tilbagevendende episoder med overspisninger.
Overspisningerne skal forekomme minimum en gang om ugen over en periode på flere måneder.
En overspisningsepisode forekommer inden for en afgrænset tidsperiode, hvor individet oplever en følelse af kontroltab over spisningen, spiser markant mere eller anderledes end normalt samt oplever, at han/hun ikke kan stoppe spisningen eller kontrollere hvad eller hvor meget, der indtages.
Overspisningerne er forbundet med et betydeligt ubehag og er ofte efterfulgt af negative følelser, såsom skyld og væmmelse. I modsætning til bulimi, er overspisningerne ikke efterfulgt af kompenserende adfærd (fx opkastning, misbrug af afføringsmidler eller anstrengende motion).
DSM-5
diagnosekriterer
A. Gentagne episoder med overspisning. En overspisningsepisode karakteriseres ved begge af de følgende:
- Spisning, indenfor en tidsafgrænset periode (fx indenfor to timer), af en mængde mad der helt klart er større end hvad de fleste ville spise i en tilsvarende tidsperiode og under tilsvarende omstændigheder.
- En følelse af kontroltab over spisningen under episoden (fx en følelse af ikke at kunne stoppe med at spise eller kontrollere hvad og hvor meget man spiser).
B. Overspisningsepisoderne er forbundet med tre (eller flere) af følgende:
- At spise meget hurtigere end normalt.
- At spise indtil man føler ubehagelig mæthed.
- At spise store mængder mad uden at føle fysisk sult.
- At spise alene, fordi man skammer sig over, hvor meget man spiser.
- At føle væmmelse ved sig selv, depressiv sindsstemning eller meget skyld efterfølgende.
C. Overspisningerne er forbundet med betydeligt ubehag.
D. Overspisningerne forekommer gennemsnitligt en gang ugentligt i en periode på tre måneder.
E. Overspisningerne er ikke forbundet med gentagende uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd som ved Bulimia Nervosa og forekommer ikke kun som en del af Anorexia Nervosa og Bulimia Nervosa.
Kilder
Foreningen spiseforstyrrelse og selvskade: Tvangsoverspisning (BED)
Psykiatrifonden: Tvangsoverspisning (BED)
DSM-5
ICD-11
Her finder du mig
OBS! Bor du ikke i nærheden tilbyder jeg online forløb
Kontakt
26370947
hej@nannaaarslevjensen.dk
CVR: 42388505
Åbningstider
Mandag og onsdag: 9:00-18:00
Fredag: 10:00-16:00
Lør-søn: Lukket
Ellers åbent efter aftale